Menneskeskabt global opvarmning


Der er mange forskellige meninger på hvor stor en del af den globale opvarmning, der er menneskeskabt. Der kan hurtigt blive stor uenighed, når global opvarmning bliver bragt på banen.
FN’s klimapanel kan ikke fastslå årsagen til globale temperaturstigninger i de seneste 80 år. En ting kan de dog konkludere. 50% af den globale opvarmning er menneskeskabt. Det er de sikre på. Hvad den sidste halvdel af global opvarmning består af, er FN’s klimapanel i tvivl om.
Dog er der stadig folk der er uenige med dem, og de kommer med deres bud på situationen. For eksempel Jens Morten Hansen. Han er en pensioneret geolog fra Københavns Universitet.
Han mener ikke, at man kan, sige det er menneskeskabt, før man er 100% sikker. Han siger også, at der hele tiden sker naturlige klimaforandringer, som gør det svært at konkludere noget.
Jens Morten Hansen mener ikke, at man kan forudse de naturlige klimaforandringer, eftersom man ikke kender de forandringer, der kommer ved menneskeskabt global opvarmning. Når man ikke kender den ene halvdel af klimaforandringerne i form af menneskeskabt global opvarmning, hvordan skulle man så kende den anden, spørger han.
Jens’s ide ville være at slå koldt vand i blodet og tage den med ro. Ellers ender det med, at vi spilder milliarder af kroner på et område, hvor der hersker stor tvivl.
Der sker også naturfænomener. Nogle af naturfænomenerne forvirrer eksperterne, blandt andet El Niño og La Niña. El Niño er et klimafænomen der sker i Stillehavet. Når det er der, sker der en række unaturlige temperaturstigninger. Når El Niño er overstået, falder temperaturen, og havet har nu en koldere temperatur end normalt. Det kaldes La Niña.
Det kan være utroligt svært, at finde rundt i diverse fakta og påstande i debatten om global opvarmning. Det er forskelligt fra forsker til forsker, når der snakkes, om hvor stor en betydning drivhusgasser har for temperaturen på jorden. Der er både argumenter for og imod.
En af argumenterne for at temperaturen afhænger af CO2-koncentrationen er, at man hver dag måler CO2-koncentrationen på toppen af Mauna Loa på Hawaii og toppen af Antarktis.
De målinger kan man sammenligne med fortidens CO2-koncentrationer. Der er nemlig gemt små luftbobler i isen på henholdsvis Nord- og Sydpolen. I luftboblerne kan man måle hvad CO2-koncentrationen har været dengang. Generelt var koncentrationerne lavere i fortiden.


Familien Weyhe Cloos  |   Frederik  |   Mads    |   Marcus  |   mail@globalopvarmning.dk